Muskelanatomi og muskelfysiologi
I kroppen findes der tre typer muskelvæv: skeletmuskulatur, hjertemuskulatur og glat muskulatur. De muskler, der indgår i RAPP, består af skeletmuskelceller og udgør ca. 45 % af kropsvægten. Skeletmusklerne bruges ikke kun af RAPP, men også til funktioner som vejrtrækning og synkning. Hver enkelt skeletmuskel er fastgjort til skelettet mindst to steder. I de fleste tilfælde fæstner musklen på forskellige sider af et led, hvorfor en sammentrækning af musklen forårsager en bevægelse i leddet.
Vores skeletmuskulatur består af ca. 300–400 tværstribede muskler. Det er skeletmuskulaturen, der gør det muligt for os at bevæge os. De fleste af disse er såkaldte parrede muskler, og næsten overalt på kroppen ligger muskulaturen i flere lag. Musklerne udgør ca. 40 % af kropsvægten, men gennem øget regelmæssig muskeltræning øges muskelvævet og dermed vægten, mens reduceret muskeltræning giver den stik modsatte effekt.
Navngivningen af musklerne er ret usystematisk. Nogle muskler er opkaldt efter deres form eller størrelse, andre efter deres placering, mens andre igen har fået deres navn efter antallet af »hoved«. Vores skeletmuskler kan i sig selv ikke udføre nogen bevægelsesarbejde, men kun trække sig sammen. For at skabe bevægelse skal musklerne arbejde sammen med knoglerne. En muskel og en knogle danner tilsammen en løftestang, hvor den bevægelige knogle fungerer som løftestang. Muskelvævet sidder aldrig fast direkte på skeletet, men fæstner sig altid med en sene af bindevæv. Musklen kan, ud over skeletet, også sidde fast på: hud, ledbånd, ledkapsler osv.
En muskel arbejder aldrig alene, men samarbejder altid med flere andre muskelgrupper. Her kommer vi ind på en ny måde at benævne musklerne på: agonister, antagonister og synergister. Lad os som eksempel tage en almindelig bevægelse, nemlig at bøje armen. Når bicepsmusklen på forsiden af overarmen bøjer armen i albueleddet, slapper strækmusklen (m. triceps brachii) på bagsiden af overarmen ikke pludseligt af, men udvikler i stedet en gradvis mindsket trækkraft i modsat retning. Dette giver bevægelsen et blødt, glidende forløb. M. biceps brachii, der udfører bevægelsen, kaldes agonist, mens m. triceps brachii, der modvirker bevægelsen, fungerer som antagonist. Andre overarmsmuskler, der bidrager til bøjningen og til styringen af underarmen og hjælper m. biceps brachii, kaldes synergister.
Skeletmusklernes opbygning
Skeletmuskelceller består af flere celler, der er smeltet sammen. Hver celle indeholder derfor flere cellekerner.
Efter fødslen dannes der ikke flere skeletmuskelceller. I stedet vokser muskelcellerne i størrelse, når vi vokser. Nogle muskelceller kan blive op til 30 centimeter lange. Skeletmuskelcellerne indeholder proteinfibre, der er anbragt meget regelmæssigt, hvilket får muskelvævet til at se tværstribet ud, når man betragter det i et mikroskop.
Proteinfibrene findes i to forskellige typer: aktin og myosin. Proteinfibrene kan forskydes i forhold til hinanden, så de nogle gange ligger helt overlappende og andre gange mere adskilt fra hinanden. Når fibrene ligger overlappende, forkortes muskelcellen. Det er netop dette, der sker, når musklen trækker sig sammen eller spændes.
Skeletmusklerne består af tynde tråde af to forskellige proteiner, aktin og myosin. Proteintrådene kan forskydes i forhold til hinanden. Når musklen er afslappet, ligger proteintrådene adskilt fra hinanden (1). Når musklen trækker sig sammen, glider aktin- og myosin-trådene ind mellem hinanden (2).
Muskelcellerne ligger parallelt i bundter, der holdes sammen af bindevæv (1). Flere bundter udgør tilsammen en muskel. Rundt om hele musklen findes en lidt tykkere bindevævshinde, der fortsætter ud i musklens sene (2). Muskulaturen får ilt og næringsstoffer fra blodkar, der går ind i musklen. Karrene følger bindevævet mellem muskelcellerne. I bindevævet løber der også nerver, som overfører information til og fra musklen (3)
Type I- og type II-muskelfibre/celler
Man ved i dag, at der findes to forskellige muskelfibertyper: de langsomme (type I) og de hurtige (type II). De langsomme får deres energi fra ilt i blodet. De hurtige får hovedsageligt deres energi fra energi, der er lagret i musklen (glukose).
Type I-fibrer-træning
Gennem relativt lavintensiv og langvarig træning har man især konstateret, at type I-fibrene reagerer med følgende ændringer:
- Kapillærnettet i musklen og dets evne til at tilføre ilt til musklen øges, især omkring type I-fibrene. (aerob)
- Antallet af mitokondrier i muskelcellen stiger, og deres opgave er at frigive energi (ATP).
- Antallet af gentagelser på et submaksimalt niveau stiger.
Træning af type II-fibre
Træning med høj belastning påvirker hovedsageligt type II-fibre. Ændringerne er hovedsageligt
:
- Cellernes tværsnit bliver større, og dermed øges deres evne til at udvikle mere kraft.
- Cellernes evne til at fungere uden ilt (anaerobt) øges.
- Samspillet mellem nerver og muskler forbedres. Flere motoriske enheder aktiveres (teknik).
Senor
Sener fastgør musklerne til skelettet
Den bindevævshinde, der omgiver hver skeletmuskel, overgår ved musklens ende i en sene, der fæstner sig til skelettet. Senerne består af fast bindevæv. De korteste sener er kun nogle få millimeter lange, og de længste er cirka 30 centimeter.
Ved fastgørelsespunktet til skelettet flettes senens bindevæv ind i knoglevævet. Fastgørelsen bliver derfor meget stærk. Den kraft, der opstår i musklen, når den trækker sig sammen, overføres til senen og videre til knogledelene, som dermed bevæger sig.
Sener kan let blive udsat for slitage. Mange steder, især hvor senen glider over en hård knoglekant, findes der derfor seneskeder eller slimsække, der beskytter senerne. Senerne i hænder og fødder er særligt udsatte og løber derfor i seneskeder. Slimsække kan have forbindelse til ledhuler. Både seneskeder og slimsække indeholder væske, der mindsker friktionen. Senerne kan desuden holdes på plads af ledbånd.
